Regler – Klubben

Ikke danske statsborgeres mulighed for at repræsentere SBH i internationale konkurrencer

Bestyrelsen har besluttet, at det fremadrettet vil være muligt som ikke dansk statsborger at kunne repræsentere SBH i internationale konkurrencer. 

SBH følger de af DKK fastsatte rammer herfor; ”For at deltage på et landshold skal man enten være statsborger i landet eller have været fastboende i landet i mindst 12 måneder.”

0

SBH’s etiske regler

ETISKE REGLER

Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde

Generelt

For at tilsikre at klubben har et godt etisk og moralsk fundament, er nærværende regelsæt udarbejdet og besluttet af bestyrelsen.

Det omfatter alle klubbens medlemmer – som naturligvis kan undlade/afbryde medlemskab, hvis reglerne ikke anses som acceptable og mulige at efterleve.

Som medlem af SBH

  • Behandler man sin hund/sine hunde med respekt
  • Tilsikrer man, at hundene ikke lider overlast (generelt, i konkurrence, i opdræt etc.)
  • Overholder man klubbens regler og retningslinier
  • Respekterer man afgørelser truffet af klubbens ledelse og personer med tillidsposter
  • Udviser man almindelig god opførsel – og undlader nedsættende/nedværdigende tiltale og omtale af andre medlemmer, offentligt eller i åbne fora (herunder også sociale medier).
  • Udviser man almindelige menneskelige hensyn og sportslig optræden
  • Medvirker man ikke til at fremme egne chancer og/eller forringe andres
  • Behandler man som minimum andre, som man selv ønsker at blive behandlet

Såfremt medlemmer ikke efterlever disse regler, vil det få konsekvenser, afhængig af pågældende situation.

Repræsentant for SBH – nationalt/internationalt

Det forventes, at medlemmer der repræsenterer SBH i en eller anden form, som en selvfølge efterlever de etiske regler. Dertil gælder følgende for medlemmer/hold der udtages til arrangementer, herunder FMBB VM:

  • Deltagerne udviser almindelig god og positiv holdånd
  • Der udvises respekt for de øvrige deltagere samt bemyndigede personer/udvalg nedsat af SBH
  • Deltagere udviser respekt for arrangementer og personer tilknyttet disse
  • Deltagere efterkommer holdleders/ansvarliges anvisninger
  • Deltagere efterkommer regler ifm. sponsorer – såvel interne som eksterne (herunder regler for brug af tøj).

Medlemmer, der skal repræsentere SBH til arrangementer, udtages i første omgang i henhold til gældende regler for de relevante grene. Deltagerne skal skriftligt acceptere det til enhver tid gældende etiske regelsæt, og bestyrelsen er ansvarlig for den endelige godkendelse af ekvipagerne.

Hvis ekvipagerne ikke efterkommer reglerne, kan de ikke repræsentere SBH. Det kan betyde at de udelukkes for arrangementet – og ikrafttræden vil kunne ske både før og under dette!

Bestyrelsen
Februar 2019

[gview file=”https://belgiskehyrdehunde.dk/wp-content/uploads/2019/03/2019-02-24_Etiske-regler-endelig-version.pdf”]
0

Hvalpeliste, omplaceringer og opdrætterlandkort bliver gratis

Bestyrelsen har besluttet, at opdrætterlandkort, hvalpeliste og omplaceringer fra 1. januar 2019 bliver gratis for SBH’s medlemmer. Ikke-medlemmer kan sætte hunde til omplacering mod et gebyr på 200 kr.

Der er reviderede regler om hvalpeliste på vej.

0

Vedtægter 2018

Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde

§ 1. Navn og hjemsted.

Stk. 1. Klubbens navn er Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde. Vedtaget på stiftende generalforsamling d. 31. januar 1976.

Stk. 2. Klubben er en specialklub, der er anerkendt af og samarbejder med Dansk Kennel Klub. DKKs love og tilhørende reglementer har forrang for specialklubbens vedtægter og den mellem parterne i medfør af § 6, stk. 2, i DKKs love oprettede overenskomst.

Stk. 3. Dens hjemsted er hos den til enhver tid siddende formand.

§ 2. Organisation.

Stk. 1. Klubben er opbygget med:
a.  Urafstemning § 18 og § 19.
b.  Generalforsamling § 12, 13, 14 og 15.
c.   Bestyrelse § 7 og 8.
d.  Medlemmer § 5.

§ 3. Klubbens formål.

Specialklubben for Belgiske Hyrdehundes formål er – i samarbejde med Dansk Kennel Klub og i overensstemmelse med dennes formål og internationale forpligtelser – at fremme kendskabet til Belgiske Hyrdehunde, og at bidrage til, gennem hensigtsmæssig avl, at bevare og/eller forbedre racens kvalitet i forhold til FCI-standarden, herunder sundhed, temperament, eksteriør og brugsegenskaber.

§ 4. Avlsarbejde.

Stk. 1. Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde er DKK’s sagkundskab inden for avlsarbejdet vedrørende Belgiske Hyrdehunde.

Stk. 2. Klubbens grundlag for avlsarbejde og restriktioner er den af FCI anerkendte standard for Belgiske Hyrdehunde.

Stk. 3. Klubben er berettiget til efter aftale med DKK at fastsætte specielle regler for avlsarbejde med klubbens racevarianter.

Stk. 4. Avlsforbud og restriktioner kan indføres, såfremt arvemæssige begrundelser herfor foreligger, og efter godkendelse fra DKK’s sundhedsudvalg.

§ 5. Medlemskab.

Stk. 1. Som medlem kan optages enhver, der opfylder betingelserne for optagelse i DKK.

Stk. 2. DKKs formand og direktør er kontingentfrie medlemmer af klubben, dog uden stemmeret. De har på klubbens generalforsamling og øvrige arrangementer taleret og kan lade sig repræsentere ved stedfortræder.

Stk. 3. Stemmeberettigede i alle klubbens anliggender er samtlige medlemmer, der i mindst 6 måneder har været medlem af klubben, og som ikke er i kontingentrestance.

Stk. 4. Æresmedlemmer, der udnævnes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen, er kontingentfrie.

Stk. 5. Medlemskab ophører ved udmeldelse eller ved manglende rettidig fornyelse af medlemskab

§ 6. Kontingent.

Stk. 1. Kontingentets størrelse fastsættes på den ordinære generalforsamling. Kontingentet betales forud for et år ad gangen. Kontingentrestance ud over 1 måned medfører tab af medlemskab.

§ 7. Bestyrelse.

Stk. 1. Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der varetager klubbens interesser og forvalter dens midler. Samtlige medlemmer af bestyrelsen skal være medlemmer af DKK.

Stk. 2. Valgbare til bestyrelsen er alle stemmeberettigede medlemmer, jf. §5, stk.3, og §5 stk.4, der er fyldt 18 år.

§ 8. Valg til bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, suppleanter vælges for 1 år ad gangen.

Stk. 2. I ulige år vælges 3 medlemmer til bestyrelsen, og i lige år vælges 2 medlemmer til bestyrelsen.

Genvalg kan finde sted.

Stk. 3. Ved direkte udsendelse til medlemmerne i oktober måned bekendtgøres navnene på de afgående bestyrelsesmedlemmer, samt om de pågældende er villige til at modtage genvalg.

Stk. 4. Valget til bestyrelsen sker ved skriftlig urafstemning før den ordinære generalforsamling. Valget afgøres ved simpelt relativt stemmeflertal. Ved stemmelighed foretages fornyet afstemning vedrørende de pågældende kandidater blandt de tilstedeværende stemmeberettigede på generalforsamlingen. I tilfælde af ny stemmelighed foretages lodtrækning.

Stk. 5. Hvert år vælges 2 suppleanter til bestyrelsen. Valget sker ved skriftlig afstemning på den ordinære generalforsamling. Valget afgøres ved simpelt relativt stemmeflertal. Ved stemmelighed foretages lodtrækning vedrørende de pågældende kandidater. Suppleanter vælges hvert år for 1 år af gangen.

Stk. 6. En suppleant, der indtræder i bestyrelsen i stedet for et afgået bestyrelsesmedlem, indtræder i bestyrelsesmedlemmets valgturnus.

Stk. 7. I tilfælde af, at bestyrelsen bliver undertallig efter, at de valgte suppleanter er indtrådt, kan bestyrelsen supplere sig selv indtil førstkommende ordinære generalforsamling.

Stk. 8. Skriftlige forslag til kandidater til bestyrelsen skal være formanden eller sekretæren i hænde senest den 15. november forud for generalforsamlingens afholdelse. Sådanne forslag skal være stillet af mindst 3 medlemmer. Navne på kandidater og stillere offentliggøres ved direkte udsendelse til medlemmerne i december, samme år.

Stk. 9. Stemmesedler udsendes til alle stemmeberettigede medlemmer, jf. § 5, stk. 3, og § 5, stk. 4, senest 10 dage før generalforsamlingen. Stemmesedler kan afleveres personligt på generalforsamlingen eller sendes til revisoren. Ved fremsendelse skal stemmesedlen være revisoren i hænde senest 2 dage før generalforsamlingen.

Stk. 10. Stemmesedlerne åbnes og optælles på generalforsamlingen af de 2 på generalforsamlingen valgte stemmetællere og revisoren, eller i dennes frafald revisorsuppleanten.

§ 9. Valg af øvrige

Stk. 1. Valg af revisor og revisorsuppleant. På generalforsamlingen vælges en revisor i lige år for 2 år og en revisorsuppleant hvert år for 1 år af gangen. Valget afgøres ved simpelt relativt stemmeflertal. Ved stemmelighed foretages lodtrækning vedrørende de pågældende kandidater.

Stk. 2. Valg af BHU, AG og LP formænd.

Bestyrelsen er bemyndiget til at nedsætte udvalg, bestående af et hensigtsmæssigt antal af klubbens medlemmer, til behandling af ethvert anliggende inden for arbejdsområdet. Der skal være mindst 1 bestyrelsesmedlem i hvert udvalg. Formænd for brugshundeudvalg, lydighedsudvalg og agilityudvalg vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Hvis der ikke på generalforsamlingen vælges en formand for de respektive udvalg, er bestyrelsen bemyndiget til at udpege en midlertidig formand. Hvis en generalforsamlingsvalgt formand fratræder sin post i utide, er bestyrelsen bemyndiget til at udpege en midlertidig formand. BHU, AG og LP udvalg skal bestå af min. 3 og maks. 5 medlemmer, ud over bestyrelsens repræsentant. Formanden kan selv udpege medlemmer til sit udvalg.

§ 10. Bestyrelsens arbejde.

Stk. 1. Bestyrelsen tiltræder umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning.

Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær og fastsætter selv sin forretningsorden. Omkonstituering kan finde sted.

Stk. 3. Bestyrelsen træffer afgørelser i alle forhold, der ikke udtrykkeligt henhører under generalforsamlingen eller urafstemning.

Stk. 4. Beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt, relativt stemmeflertal. Bestyrelsen er beslutnings dygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.

Stk. 5. Klubben forpligtes ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formand eller næstformand.

Stk. 6. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte, det af formanden eller bestyrelsen skønnes nødvendigt.

Stk. 7. Der tages referat af bestyrelsesmøder. Referatet godkendes skriftligt af deltagerne, og et beslutningsreferat fra hvert bestyrelsesmøde offentliggøres.

Stk. 8. Bestyrelsessuppleanter holdes af bestyrelsen løbende orienteret om bestyrelsens arbejde og kan deltage i bestyrelsesmøder, dog uden stemmeret.

Stk. 9. Bestyrelsen er bemyndiget til at nedsætte udvalg bestående af et hensigtsmæssigt antal af klubbens medlemmer til behandling af ethvert anliggende.

Bestyrelsen udpeger en kontaktperson fra bestyrelsen til hvert udvalg.

Stk. 10. Bestyrelseshverv er ulønnet, men bestyrelsen kan få refunderet udgifter, som dokumenterbart er afholdt i klubbens tjeneste. Dette gælder dog ikke suppleanter.

Stk. 11. DKKs repræsentantskab.

Klubbens repræsentanter til DKK’s repræsentantskab udpeges af bestyrelsen. Repræsentanter skal være medlem af DKK.

§ 11. Regnskab

Stk. 1. Klubbens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2. Regnskabet, der skal opgøres i overensstemmelse med god regnskabsskik, forelægges revisoren senest den 15. januar.

§ 12. Ordinær generalforsamling.

Stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Generalforsamlingen afholdes skiftevis øst og vest for Storebælt.

Stk. 2. Bestyrelsen indkalder til generalforsamling ved direkte udsendelse til medlemmerne i december måned året før afholdelsen. Indkaldelsen skal indeholde oplysninger om tid og sted samt dagsorden.

Stk. 3. Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være klubbens formand eller sekretær i hænde senest d. 15. januar.

Stk. 4. Skriftlige forslag til kandidater til bestyrelsen skal være formanden eller sekretæren i hænde senest den 15. november forud for generalforsamlingens afholdelse, jf. § 8, stk. 7.

Stk. 5. Følgende materiale offentliggøres i februar ved direkte udsendelse til medlemmerne:

  • Bestyrelsens beretning
  • Det reviderede regnskab
  • Budget for det kommende år
  • Evt. forslag til generalforsamlingsbeslutning
  • Stemmesedler til bestyrelsesvalg

§ 13. Dagsorden.

Stk. 1. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Valg af 2 stemmetællere
  4. Godkendelse af bestyrelsens beretning
  5. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse og meddelelse om ansvarsfrihed (decharge)
  6. Budgetbehandling og fremtidig virksomhed
  7. Fastsættelse af kontingent
  8. Behandling af indkomne forslag
  9. Offentliggørelse af valg til bestyrelsen
  10. Valg af suppleanter
  11. Valg af revisor og revisorsuppleant
  12. Valg af udvalgsformænd
  13. Eventuelt

 

§ 14. Generalforsamling afstemning.

Stk. 1. Et medlem har 1 stemme ved hver valgrunde.

Stk. 2. Par, der betaler forhøjet kontingent (familiekontingent/samboende) betragtes som 2 medlemmer, med hver sin stemme.

Stk. 3. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4. Skriftlig afstemning kan finde sted, når et af de fremmødte medlemmer ønsker det.

§ 15. Ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling finder sted, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 25 % af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom, med angivelse af dagsorden, der ønskes behandlet.

Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling, med angivelse af dagsorden, indkaldes senest 3 uger efter, at bestyrelsen har modtaget anmodning, ved direkte udsendelse til medlemmerne til afholdelse senest 6 uger efter udsendelse af indkaldelsen.

Stk. 3. Afstemninger på en ekstraordinær generalforsamling sker som på den ordinære generalforsamling.

Stk. 4. Der kan ikke behandles andre emner på en ekstraordinær generalforsamling end de i dagsordenen indeholdte.

Stk. 5. Vedtagelser/afstemninger på en ekstraordinær generalforsamling sker som på den ordinære generalforsamling.

§ 16. Disciplinærsager.

Har et medlem overtrådt gældende regler, jvf. DKKs til enhver tid gældende love, kan der træffes disciplinære foranstaltninger over for vedkommende.

Disciplinære foranstaltninger.

Stk. 1. Sådanne foranstaltninger kan bestå i:

a. Tildeling af

  1. misbilligelser
  2. eller advarsel.

b.  Frakendelse af kennelmærke.

c.   Frakendelse af tillidshverv.

d.  Udelukkelse fra deltagelse i skuer, udstillinger og prøver.

e.  Udelukkelse fra adgang til stambogsføring.

f.    Eksklusion.

g.  Nedlæggelse af avlsforbud.

Stk. 2. Bestyrelsen for Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde kan bringe sanktionerne under punkterne a) i anvendelse. Øvrige punkter kan kun bringes i anvendelse af DKK’s disciplinærnævn. Der henvises i øvrigt til de til enhver tid gældende bestemmelser i DKK’s love om disciplinære foranstaltninger.

§ 17. Midlertidige disciplinære foranstaltninger.

Stk. 1. Bestyrelsen kan, når grundlaget for en disciplinærsag er til stede, og når hurtig indgriben skønnes nødvendig, indstille til DKK’s bestyrelse, at der træffes midlertidig beslutning om foranstaltning over for den eller de indklagede i overensstemmelse med DKK’s love § 26.

Stk. 2. En sådan midlertidig beslutning har gyldighed, indtil DKK’s disciplinærnævnets kendelse foreligger – dog højst i 6 måneder.

§ 18. Urafstemning.

Stk. 1. Bestyrelsen kan, når den finder anledning dertil, henskyde ethvert spørgsmål til endelig afgørelse ved skriftlig urafstemning blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer.

Stk. 2. Forslag udsendes til de stemmeberettigede medlemmer sammen med de autoriserede stemmesedler, der returneres til klubbens revisor senest 14 dage efter udsendelsen.

Stk. 3. Når stemmesedlerne åbnes, skal mindst 3 bestyrelsesmedlemmer og den valgte revisor være til stede.

Stk. 4. Forslagsstillerne, eller repræsentanter for disse, skal indbydes til at overvære åbningen og optællingen af stemmerne.

§ 19. Lovændringer.

Stk. 1. Klubbens love kan kun ændres ved en generalforsamlingsbeslutning.

Stk. 2. Lovændringer kan kun ske ved kvalificeret flertal. Kvalificeret flertal er mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer, blanke stemmer tæller ikke med.

Stk. 3. Lovændringer kan dog først få gyldighed efter godkendelse af DKK.

§ 20. Afgørelse af ”Tvister”

Stk. 1. Stridigheder om anvendelse af denne vedtægt afgøres ved forelæggelse for DKK’s lovudvalg. Indbringelse af sådanne tvister kan alene ske ved bestyrelsens foranstaltning.

§ 21. Ophævelse af klubben.

Stk. 1. Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde kan kun ophæves, når forslag har været dagsordenen ved en generalforsamling, hvor det skal vedtages med

¾ af de afgivne stemmer, og vedtagelsen er bekræftet ved en urafstemning med samme majoritet.

Stk. 2. Ophæves klubben, skal dens eventuelle formue anvendes til gavn for den Belgiske Hyrdehund, i henhold til formålsparagraffen.

Stk. 3. Bestyrelsen kan fremsætte forslag herom til behandling samtidig med forslag om ophævelse af Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde.

§ 22. Stambogsføringsregler for danskejede Belgiske Hyrdehunde i Danmark.

Stk. 1. Forældredyr skal opfylde betingelserne i racens til enhver tid gældende stambogsføringsregler fastsat af DKK og FCI.

§ 23. Ikrafttræden.

Stk. 1. Ovenstående love er vedtaget på generalforsamlingen den 06.03.2011. Følgende paragraffer er ændrede: § 8, stk. 3, og stk. 8, § 9, stk. 2, § 10, stk. 7, § 12, stk. 2, og stk. 5, § 15, stk. 2 og § 23, stk. 1 og 2

Ovenstående love er vedtaget på generalforsamling 04.03.2012. Følgende paragraffer er ændrede: § 1, stk. 2 og § 22, stk. 1(ny), stk. 2 og 3 annulleret, § 23, stk. 1 og 2.

Ovenstående love er vedtaget på generalforsamlingen den 03.03.2013. Følgende paragraffer er ændrede: §5, stk. 2. §16 ny. Tidligere §16 ændret til Stk. 1., §23, stk. 1 og  2.

Ovenstående love er vedtaget på generalforsamlingen d. 11.03.2018. Følgende paragraffer er ændrede: § 9 – Stk. 2 – ændring og tilføjelse, samt § 10 – Stk. 7 – ændring.

Stk. 2. Lovene er godkendt af DKK og træder i kraft 01.04.2018

Download vedtægterne som pdf herunder:

[gview file=”https://belgiskehyrdehunde.dk/wp-content/uploads/2018/08/SBH-VEDTÆGTER-2018-original.pdf”]

0

Sponsorpolitik 2018

Formål

Sponsorater skal skabe værdi for sponsorer, klubben, udvalg og medlemmer/brugere.
SBH skal tilsikre, at der er klarhed over retningslinier – at aftaler styres og
koordineres – og at der er balance i ydelser fra sponsor og SBH.

Grundlag

Retningslinierne er gældende hvor sponsorater modtages af SBH på klubniveau, det
være sig SBH som hovedklub, SBH’s udvalg eller arrangementer i SBH.

Undtagelser

SBH modtager ikke sponsorater fra fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, religiøse
bevægelser eller politiske partier.

Profilering af sponsorer kan ske via

  • Bladet
  • Hjemmesiden
  • Skilte
  • Bannere
  • Tøj og merchandise**
  • Andet

** Specielt for tryk på tøj og merchandise
I tilfælde, hvor sponsoratet indebærer påbudt brug af tøj og merchandise i bestemte
situationer, perioder e.l. – gælder følgende:
a) For tryk på tøj gælder, at sponsorer repræsenterer organisationer og virksomheder
med et brand.
b) For tryk på tøj er undtaget: Privatpersoner, hundekenneller, hundepensioner, øvrige
hundeklubber, samt udvalg og anden intern virksomhed i SBH.
c) Der kan være en naturlig begrænsning af antal tryk, ligesom de individuelle aftaler
kan indeholde begrænsninger afhængig af kontraktindholdet.

Aftaler

Aftaler mellem en eller flere sponsorer og repræsentanter for SBH, f.eks. udvalg eller
kontaktperson for enkeltarrangementer, skal forlods godkendes af bestyrelsen.

Procedure

Oplæg til sponsoraftale sendes til bestyrelsen for godkendelse. Aftalen skal beskrive
formål, indhold, økonomi, varighed, samt øvrigt i forbindelse med forpligtelser.

Vurdering

Følgende skal indgå i vurderingen omkring sponsoraftaler:

  • En reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en
    reklame uanset dens form, og uanset i hvilket medium den bringes.
  • SBH’s valg af sponsorobjekt skal foretages ud fra en vurdering af, at det pågældende sponsorat giver positiv opmærksomhed for klubben.
  • SBH må ikke i en sponsoraftale blive pålagt andre modydelser end selve den markedsføringsmæssige ydelse.
  • En sponsor må ikke have bestemmende indflydelse på den aktivitet, der sponseres.

Ovenstående er udarbejdet og vedtaget af bestyrelsen februar 2018

0

Regler for SBH’s hjemmeside – belgiskehyrdehunde.dk

Hjemmesidens navn er:  www.belgiskehyrdehunde.dk

Diverse passwords opbevares af webmaster og klubbens formand.

Den redaktionelle linie fastlægges af webmaster, som skal tage hensyn til klubbens skrevne og uskrevne regler. Webmaster samarbejder med det bestyrelsesmedlem, der har hjemmesiden som ansvarsområde. Breve eller lignende, som vedrører SBH, sendes til bestyrelsesmedlemmet.

Artikler må frit kopieres fra SBH’s hjemmeside med angivelse af forfatter.

Ejere af fotos og lignende, som bliver sendt til hjemmesiden, giver samtidig tilladelse til, at deres fotos el. lignende frit kan kopieres eller downloades og bruges andre steder.

Opdrættere, der er medlem af SBH, kan komme på opdrætterlandkortet. Det koster 150 kr. om året. Oplysninger indsendes til webmaster.

Hjemmesiden opdateres jævnligt.

Hvalpeanvisningen på hjemmesiden varetages af webmaster.

I galleriet på hjemmesiden kan medlemmer få deres hund/hunde præsenteret med max 2. stk. foto og navn. Ved indsendelse af foto skal der opgives navn og adresse. Såfremt fotos bliver sendt med post, skal frankeret svarkuvert medsendes, ellers returneres fotos ikke. Foto sendt med e-mail må højst fylde 100 kb pr. stk.

Reklamer og lignende skal godkendes af bestyrelsen.

Godkendt af bestyrelsen

13/6-2001

0

Regler for klubbens drift

1. REGLER

SBH’s bestyrelse fastlægger, i samarbejde med klubbens kreds- og udvalgsformænd, regler for klubbens drift. SBH’s bestyrelse har den endelige afgørelse.

Organisationen i SBH består af hovedklubben (bestyrelse med udvalg), samt kredse og grupper, som samlet medvirker til at opretholde klubbens drift. Bestyrelsen er overordnet ansvarlig.

2. REGLER FOR KREDSE OG GRUPPER

2.a. Regler for kredse:

Oprettelse af kredse

Der skal foreligge ansøgning fra mindst 6 hundeførere, der alle er medlemmer af SBH. Der kan meddeles dispensation hvad angår antallet af ansøgere. I ansøgningen skal det oplyses, hvem der stilles som formand, kasserer og bestyrelsesmedlem. Der vedlægges et oplæg til kredsens vedtægter.

SBH’s bestyrelse tager stilling i forhold til ansøgningen og den efterfølgende dialog omkring denne.

Ansvarlig

Der skal være valgt en bestyrelse, Jf. “Minimumsvedtægter for kredse i SBH”. Kredsformand og kredsbestyrelse skal være medlemmer af SBH. Kredsformanden (den ansvarlige overfor SBH), eller dennes husstand, skal være ejer af en Belgisk Hyrdehund.

Kredsenes formål skal være at fremme fællesskabet omkring aktivitet med den Belgiske Hyrdehund, øge interessen for racen og Specialklubben, samt afholde arrangementer og bistå SBH, hovedklubben, ved afholdelse af arrangementer.

Kredsene skal økonomisk hvile i sig selv. De har individuelt regnskab og er økonomisk uafhængige af SBH.

Minimumsvedtægter for kredse i SBH

  1. Kredsens navn er:
  2. Kredsen er til enhver tid underlagt de af SBH’s givne bestemmelser for kredse.
  3. Pligtigt medlemskontingent fastsættes af kredsens generalforsamling efter oplæg fra kredsens bestyrelse.
  4. Kredsens øverste myndighed er generalforsamlingen. Den daglige ledelse varetages af en på generalforsamlingen demokratisk valgt bestyrelse. Kredsformanden er ansvarlig overfor SBH’s bestyrelse.
  5. Generalforsamling afholdes minimum hvert andet år (kalenderåret) med mindst 14 dages skriftligt varsel. Stemmeberettigede er alle kredsmedlemmer, der ikke er i kontingentrestance. Valgbare til bestyrelsen er alle kreds-medlemmer, der tillige er medlemmer af SBH, og som ikke er i kontingentrestance til kredsen.

Dagsorden:

Formandens beretning
Fremlæggelse af regnskab
Fastsættelse af kontingent
Valg af bestyrelse samt suppleanter
Eventuelt

  1. Bestyrelsen består af mindst 3 medlemmer og skal i øvrigt bestå af et ulige antal. Navne og adresser på bestyrelsesmedlemmer meddeles skriftligt SBH’s bestyrelse.
  2. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis hele bestyrelsen beslutter det, eller hvis mindst 2/3 af kredsens betalende medlemmer skriftligt fremsætter begæring herom. Indvarsling som under punkt 5.
  3. Opløsning af kredsen kan kun ske med mindst 2/3 majoritet af de på en ekstraordinær generalforsamling fremmødte, stemmeberettigede kredsmedlemmer. Det skal af de enkelte kredses vedtægter fremgå hvordan nettoformuen skal forvaltes ved en opløsning af kredsen.
  4. Disciplinærsager i kredsene følger SBH’s regler om disciplinærsager – se SBH’s vedtægter §§ 16 og 17. Kredsene skal indberette sagen for SBH’s bestyrelse, som behandler sagen og beslutter, om sagen skal sendes til videre behandling i DKK’s Disciplinærnævn.

 

2 b. Regler for grupper

Grupper kan dannes af tidligere kredse, hvor der ikke længere er grundlag for at kunne videreføre en kreds, under de eksisterende betingelser. De kan også dannes af nye interesserede initiativtagere, som med tiden evt. kan give grundlaget for oprettelse af en kreds.

Oprettelse af grupper

Der skal foreligge en henvendelse fra et medlem af SBH, der ønsker at oprette en gruppe. Bestyrelsen vurderer og beslutter om det kan godkendes, hvilket meddeles skriftligt.

Ansvarlig

Der skal være en overordnet kontaktperson for gruppen, som er ansvarlig for eksterne og interne interesser, herunder hovedklubben SBH. Pågældende kontaktperson skal være medlem af hovedklubben SBH, samt ejer af en Belgisk Hyrdehund.

Formålet med grupperne er at samle folk med interesse for den Belgiske Hyrdehund, øge interessen for racen samt for Specialklubben. Grupperne kan ikke afholde arrangementer, hvor regler er underlagt FCI, DKK e.l. (F.eks. prøver, udstillinger, stævner, mentalbeskrivelser etc.)

Der er ingen krav om regnskabsførelse og grupperne er økonomisk uafhængige af SBH.

Minimumsvedtægter for grupper i SBH

Gruppens navn er:

Gruppen er til enhver tid underlagt de af SBH’s givne bestemmelser for grupper

Ansvarlige for gruppen skal have kontakt til SBH, for opfølgning af aktiviteter.

SBH’s bestyrelse kan nedlægge gruppen uden videre, såfremt det skønnes hensigtsmæssigt.

3. REGLER FOR UDVALG

SBH har følgende udvalg:

Agilityudvalg  (jf. vedtægter)

Brugshundeudvalg  (jf. vedtægter)

Lydighedsudvalg  (jf. vedtægter)

Udstillingsudvalg (nedsat af bestyrelsen)

Avls- og sundhedsudvalg, ad hoc (nedsat af bestyrelsen)

Rallyudvalg (nedsat af bestyrelsen)

Kommunikationsudvalg – redaktion og web (nedsat af bestyrelsen)

Såvel udvalgsformænd som udvalgsmedlemmer og andre med tillidsposter i klub-regi skal godkendes af SBH’s bestyrelse herunder arbejdsreglerne for de pågældende områder, hvis intet andet er bestemt i SBH’s vedtægter.

For alle udvalg udpeges en kontaktperson mellem SBH’s bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsesmedlemmer kan også være medlem af udvalget. Bestyrelsen holdes orienteret om arbejdet i udvalgene, og skal godkende eventuelle regler i forbindelse med udvalg og arrangementer.

I øvrigt i henhold til klubbens vedtægter.

Udvalgene kører helt eller delvist regnskab for deres eget område, og disse indgår i hovedklubbens årlige regnskab.

 

4. ARRANGEMENTER

Kredsene skal så vidt muligt afholde et årligt åbent arrangement, som annonceres på hjemmesiden.

Datoer for afholdelse af udstillinger forsøges planlagt 2 år frem af hensyn til dommerbestilling. SBH Træf forsøges afholdt samme weekend hvert år, af hensyn til arrangør og deltagernes planlægning. For øvrige arrangementer samt konkurrencer (AG, IPO, LP, Rally) planlægges så vidt muligt et år af gangen, og i øvrigt i henhold til udvalgets gældende regler, herunder også afholdelse af DM’er.

Alle brugshundeprøver, mentalbeskrivelser, LP-prøver, officielle mesterskaber og åbne kurser i SBH-regi skal meddeles SBH’ bestyrelse, evt. via det pågældende udvalg.

Alle arrangementer afholdes i henhold til DKK’s bestemmelser, prøve- og udstillingsprogrammer mv.

5. MØDER

Årsmøde for kredse og udvalg

Det er SBH’s bestyrelses opgave at indkalde til et årligt landsdækkende koordineringsmøde en søndag i november, skiftevis øst og vest for Storebælt.

Indkaldelsen sendes til samtlige kredsformænd, gruppeansvarlige, udvalgsformænd samt øvrige, der bestrider tillidsposter i SBH ved direkte udsendelse, via hjemmeside eller klubblad. Bestyrelsen udsender endelig dagsorden senest 8 dage før mødet – indeholdende faste punkter, samt hvad der måtte være indkommet fra kredse og udvalg.

Kun punkter på dagsordenen kan vejledende vedtages på koordineringsmødet til efterfølgende endelig vedtagelse på førstkommende bestyrelsesmøde. SBH’s bestyrelse foreslår referent og ordstyrer.

Hver kreds/udvalg kan max. tilmelde 2 personer til koordineringsmødet, hver gruppe kan tilmelde 1 person. Der refunderes kun transportudgifter efter SBH’s takst (Statens laveste takst) til én fra hver kreds/udvalg. Der refunderes ikke transportudgifter til gruppeformænd.

Faste dagsordenspunkter til mødet:

  • Velkomst, ordstyrer og referent
  • Arrangementer
  • Økonomi
  • Indkomne punkter fra udvalg
  • Indkomne punkter fra kredsene
  • Eventuelle oplæg fra bestyrelsen
  • Eventuelt

Medlemsmøde

Bestyrelsen tilstræber at afholde et medlemsmøde en gang årligt, med det formål at samle opdrættere og ejere omkring emner relateret til racen. 

Bestyrelsesmøder

Beslutningsreferat fra bestyrelsesmøder distribueres via klubblad og/eller hjemmeside.

7. FIGURANTMØNSTRING

  • Såfremt SBH BHU vil arrangere og afholde mønstring af prøvefiguranter, skal reglerne herfor fremgå på hjemmesiden.

8. MEDLEMSBLAD

Såfremt der findes ressourcer og økonomi, udgiver klubben et medlemsblad. Bladet sendes gratis til alle medlemmer, der ikke er i kontingentrestance. Dobbeltmedlemmer modtager kun et blad.

9. HVALPELISTE

SBH fører en hvalpeliste. Reglerne for denne fastsættes af den til enhver tid siddende bestyrelse. Reglerne skal offentliggøres og fremgå af hjemmesiden.

Reglerne er:

Vedtaget på generalforsamlingen 1993.
Ændringer i 1996, 1997 og 1998.
Ajourført 1998.
Ændringer godkendt på generalforsamling 2001.
Bestyrelsesændring 01.02.2004
Bestyrelsesændring 01.04.2004
Bestyrelsesændring 03.09.2004
Bestyrelsesændring 05.11.2005
Bestyrelsesændring 05.06.2007
Ændring godkendt på formandsmødet den 17.10.2007

Bestyrelsesændring  05.08.2018 – (nødvendig revision samt nyt vedr. kredse/grupper godkendt på formandsmødet d. 12.11.2017)
Bestyrelsesændring 02.03.2022 (Tilføjet afsnit 9 til punkt 2A Regler for kredse)

0