Nyheder

Opfølgende brev fra DKK vedr. fremstillinger af hunde uden DKK-stambog

Kære Alle

DKK har sendt en opfølgning på specialklubbernes svar og reaktioner på den første henvendelse om fremstilling af hunde uden stambog.

Bestyrelsen følger udviklingen tæt og vil arbejde for, at klubben bliver inddraget i den videre proces med DKK, så vi får mulighed for at bidrage med viden og indflydelse i forhold til proceduren for vores race.

På vegne af bestyrelsen
Anja

Att.: Specialklubber 

Vi vil gerne starte med at beklage, at vores fremsendte brev omkring fremstillinger med rette kan opfattes som en præsentation af en ny, dramatisk ordning. Det er det ikke – tværtimod.

Fremstillinger har eksisteret i over 20 år for alle racer, og godkendelse til stamtavle (x-register) på baggrund af fænotype evaluering er defineret i FCI’s regler.

FCI Internal Rules § 17.1 pålægger alle FCI-medlemslande at føre et x-register til dette formål.

Det er altså ikke regler, DKK ”har fundet på” – men regler, som har eksisteret og været anvendt i en lang årrække.

Vi vil gerne takke jer for de mange gode, konkrete refleksioner og input, som vi har fået retur – og igen beklage, at det har skabt et utilsigtet røre i og omkring jeres klubber og medlemmer. 

Når det er sagt, så ser vi dette som en unik mulighed til aktivt at adressere den bekymring, der er folkeligt, politisk, og fra universiteter og genetikere omkring indavl og indsnævring af den genetiske diversitet, der generelt opfattes som årsag til øget sygdom og usundhed hos racehunde. Et område, som vi skal have fokus på. 

I en række lande er avlen blevet tvunget ud i kreative racekrydsningsforsøg, for at søge at løse sundheds- og indavlsproblematikker. Den vej vil vi gerne undgå at blive tvunget ud i.

Vi vil gerne pointere, at en x-registerstamtavle ikke automatisk giver adgang til avl.

ALLE hunde skal leve op til racens lovgivningsmæssige krav samt DKK’s avlskrav for den pågældende race, før de er godkendt til avl og kan få stambogsført afkom i x-registret.  

X-registerhunde skal være 3 generationer i vores X-register, før de overgår til det almindelige DKK/FCI-register. 

Bestyrelsen vil på næste bestyrelsesmøde (i starten af august), diskutere de input, vi har fået fra jer specialklubber med henblik på at vurdere hvilke justeringer af den fremsendte procedure for fremstillinger, der naturligt skal foretages. 

For de enkelte klubber vil der ikke blive sat noget nyt i gang uden forudgående dialog. Vi vil invitere de klubber, der ønsker det, til et møde, hvor vi kan aftale den endelige udformning for deres race(r). 


Med venlig hilsen/Kind regards,
DANSK KENNEL KLUB

Jens Glavind
Direktør
Direkte telefon:+45 56 18 81 40

0
  Relaterede indlæg
  • No related posts found.