Nyheder

Invitation til opdrætter- og medlemsmøde 23. juni 2024

Kære alle SBH’ere, opdrættere som hundeførere.

Der afholdes opdrætter- og medlemsmøde søndag den 23/6-2024 i klubhuset, på kreds 18, Thems, træningsplads.

Mødet kommer til at omhandle sundheden for vores belgiere, både på det fysiske og det mentale område.

Følgende mail er udsendt til klubbens udvalg angående mødet:

Kære alle udvalg i SBH

Brugshunde, agility, udstilling, redningshunde, rally, mondioring, LP og canicross.

Avls- og sundhedsudvalget er genetableret efter en mangeårig stille periode. Det består af mig, Margit Jensen (som formand), Finn Bertelsen og Sabrina Haaning som medlemmer. (oprindelig også Karin Larsen, som er udtrådt pga sygdom)

Vi skriver til jer andre udvalg, idet vi vil forsøge med en ny tilgang til området og de opgaver, der kunne være for et avls- og sundhedsudvalg i en så bred klub som vores, med mange interesser og stor variation i brug af hundene og tilmed 4 varianter af racen.

Alene alle de udvalg vi har, fortæller om en klub med medlemmer, der har mange forskellige interesser indenfor samme race. Derfor kan det være svært at give råd og vejledning fra et udvalg som et avls- og sundhedsudvalg, udover den fysiske sundhedsdel og at holde øje med statistikker over registreringstal og HD/AD tal. Vi vil gerne være et udvalg af mere oplysende karakter og til det har vi brug for jer ude i de udvalg, hvor hundene bliver brugt.

Vi mødes sjældent på tværs af interesserne og får ikke talt sammen om vores fælles race og de udfordringer, der er med nedsat registreringstal og medlemstal i vores klub. Vi vil derfor gerne stille jer i udvalgene, en række spørgsmål om vores race, svarene vil vi bruge i vores arbejde for klubben og for de belgiske hyrdehunde.

Desuden vil vi gerne invitere jer, i udvalgene, med til medlems- og opdrættermøde den 23. juni 2024, hvor forskellige emner kan tages op. Mødet afholdes i SBH kreds 18’s klubhus i Them.

På mødet er den første inviteret og det er Helle Mulvad, som kommer og fortæller os om, hvad MH-beskrivelse (MH = Mental Hund) går ud på og hvad vi kan bruge det til i avl, træning og dagligdag med hundene.

Helle er formand for DKK’s mentalbeskrivelses udvalg og tidligere mangeårig formand for SBH. Helle har lavet raceprofilerne/ønskeprofilerne til metalbeskrivelsen (MH) for belgiere. På SBH’s hjemmeside kan I læse om momenterne og om bagrunden for profilerne.

Der vil komme andre indlæg/fortællere på mødet omkring avl og sundhed, afhængig af de input og ønsker der kommer fra jer i udvalgene.

Spørgsmålene til udvalgene:

Ser I nogen sundhedsproblemer her og nu eller ser I nogen der er på vej ( set i forhold til dit udvalgs område)? Det kan være fysiske (bevægelse, teknik, kropsbygning etc) eller mentale forhold, der kunne være bedre (stress, afreaktion, selvsikkerhed etc).

Har I nogen forslag til hvad et avls- og sundhedsudvalg kunne gøre for vores race, i forhold til ovenstående spørgsmål?

Vi ser frem til at høre lidt fra jer alle og håber at vi sammen i SBH, kan øge interessen for den belgiske hyrdehund og holde racen sund i alle forhold.

Efter Helles (og andres) indlæg den. 23/6, vil vi invitere til debat om avl og sundhed (mentalt og fysisk)

Hvad tænker klubbens medlemmer om dette emne og hvad har I af input til vores udvalg?

Yderligere information om mødet kommer, på SBH’s hjemmeside og i vores blad (såfremt det udkommer i maj – ellers løser vi det på anden måde).

Mvh

Formand avls- og sundhedsudvalg

Margit Elbek Jensen

tlf.: 22335955

0
  Relaterede indlæg
  • No related posts found.